Jeg synes, at det nye design er så godt nu, at man kan tillade sig at introducere det for kunderne, og måske, inden for overskuelig tid, tvinge de sidste modstræbende brugere over.
Og hvis ikke e-conomic havde valg at spille hasard med sin, i øvrigt store, goodwill ved at gennemtvinge overgangen til et ufærdigt system cirka et halvt år for tidligt, så tror jeg, at jeg havde været ovenud begejstret nu.
Nu har jeg i stedet en overordentlig behersket forventning til e-conomics evne til at styre en større designproces.
Der er selvfølgelig stadig en sværm af store og små bugs:
Bankafstemningen
Jeg må indrømme, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da e-conomic sendte mail om, at bankafstemningen var blevet shinet op, og integreret i det nye e-conomic.
Men når jeg abstraherer fra salgsgas og uundgåelige bugs, så ser jeg det som en positiv forbedring, som lever op til gammel e-conomic standard:
· Overførsel af flere posteringstyper er rigtig smart. Og det ligger lige for at tilføje en mulighed for at indsætte debitor- eller kreditorfakturanummer også, så man ikke skal tilføje dette bagefter.
· Det ser dog ud som om, at indstillinger glemmes ved opdatering af billede. Mit standardvalg vil typisk være ”Vis kun ikke afstemte” og for bilagsnummer ”Brug samme nummer”. Men det er jo småting, som jeg tror bliver rettet ved finpudsning.
· Så er der lidt salgsgas: ”Afsked med popup vinduet”, som jeg støtter af æstetiske grund, men det er altså ikke en objektiv forbedring, da arbejdsbilledet bliver mindre, men det kunne jo give inspiration til lidt videreudvikling:
- Mulighed for at klappe navigationsmenu i venstre side sammen.
- Lade titelrækken køre med op som i kassekladderne (det er næsten en bug, at det ikke allerede er sådan).
· Så ønskes der tillykke med, at man nu kan vise og skjule totaler – tja det kunne man også før. Tekstforfattere er noget farligt noget.
Åbningsbilledet og ny sjov sprogbrug – en strategisk fejl
E-conomic har i det nye design introduceret åbningsfanen ”Hjem”. Dens funktion er at linke til fanerne ”Salg” og ”Regnskab”, og dermed er den jo efter normale standarder meningsløs.
Der er også en venlig, og uden tvivl velment, velkomst: ”Vi er her for dig! ”.
Min tro er, at den nye fane er oprettet for at gøre det lettere for ikke-bogholdere at komme ind i systemet, og de er sikkert beroligede. For mig er det desværre omvendt, idet jeg kommer til at overveje, om det betyder, at e-conomic synes, jeg er et inkompetent fjols. Det mener e-conomic selvfølgelig ikke, men det er det signal, jeg modtager.
Tilsvarende er der indført, hvad jeg vil kalde sjov sprogbrug: ”Kreditorer” er blevet til ”leverandører”, og ”debitorer” er blevet til ”kunder”. Ja man forstår meningen, men det er jo ikke ligefrem professionel sprogbrug.
Mit gæt er, at e-conomic har taget disse valg for at ramme en målgruppe af mindre virksomheder, som er tiltrukket af systemer som Billys Billing og Dinero, hvor man sælger hårdt på, at ”Vi har gjort regnskab nemt – du skal bare …”.
Jeg synes, det er meget fornuftigt at satse på dette segment også, men jeg mener, at det er både umuligt og en strategisk fejl at integrere dette i det eksisterende e-conomic, som jeg ser som relativt komplekst.
Jeg vil mene, at den rigtige løsning må være, at der etableres en helt selvstændig portal ”e-conomic light” til kunder der ikke kan bogføre, men vil alligevel.
(Det er underforstået, at den nye portal kører på samme motor, som det professionelle e-conomic, og at e-conomic administratorer kan tilgå regnskabet på normal vis).
Lidt spydigt vil jeg sige, at det er en rigtigt svær designopgave, så man kan have sin bekymring, om e-conomic kan løfte den. Men det må alligevel være væsentligt lettere end at skulle integrere i det nuværende.
Hvad synes e-conomic selv?
I hele designprocessen mindes jeg kun at have set begejstret og tilfreds kommunikation fra e-conomic. Men jeg kan selvfølgelig have overset noget.
Jeg husker dog, at have talt med en enkelt medarbejder hos e-conomic på et tidspunkt, som virkede lidt flov.
Det kunne være interessant at høre, hvordan e-conomic selv vurderer sagen, for hvis man stadig er glad for forløbet, så er jeg en lille smule bekymret.
/Bent Kroghly