Jeg har et spørgsmål der relaterer sig til bogføring af et DSB Erhvervskort.
DSB har en service, hvor man som medarbejder i en virksomhed kan få et Erhvervs-pendlerkort, hvor man får det til en reduceret pris, og så trækkes det via lønnen.
Virksomheden lægger ud for kortet, betaler for 12 måneder af gangen til DSB, og opkræver så 1/12-del af beløbet hver måned, via lønnen.
Vi bruger DanLøn, og efter lidt efterforskning og gætteri (da hverken DanLøn eller DSB kunne give et endeligt svar), kom jeg frem til, at beløbet, som medarbejderen skal betale hver måned, skal indtastes i "Bruttotræk u/feriepengereduktion" i DanLøn. Der skal ydermeres sættes hak i "Frikort til offentlig befordring".
Tallene er som følger:
Faktura fra DSB for 12 måneder erhvervskort: 5.829,05 kr.
Beløb som medarbejderen betaler hver måned via "Bruttotræk u/feriepengereduktion": 485,75 kr. (485,80 kr. for at det går op)
Mit spørgsmål er som følger:
Først og fremmest: Posteringen for de 5.829,05 kr., jeg har betalt til DSB: Er det korrekt, at denne skal bogføres på "5665 - Personaletilgodehavender" (Aktiver) som DEBET, og så modposteres på "5820 - bankkonto" som KREDIT, da det jo er penge der går ud af kontoen?
Dernæst, og det er her jeg kommer i tvivl: For hver måned, jeg laver lønkørslen, skal beløbet på 5665 jo reduceres med de 485,75 kr., jeg opkræver via medarbejderens løn. De 485,75 kr. skal altså krediteres på 5665. Men jeg er i tvivl om hvor de 485,75 kr. skal modposteres. Det er jo hverken en indtægt eller udgift for virksomheden, så beløbet skal jo ikke modposteres under resultatopgørelsen. Så mit spørgsmål er: Hvordan vil I modpostere de 485,75 kr., så det bogføres korrekt? Jeg er nemlig i tvivl, og Google gav ikke svar.