Jeg tror at I har mange kunder, som kunne spare en masse tid, hvis det blev implementeret. Det med at bruge samme bilagsnummer er selvsagt usmart, da man så ikke kan tilbageføre, hvis man har lavet en fejl, da man jo så vil tilbageføre en masse posteringer som ikke har noget med fejlen at gøre. I det bogholderi jeg arbejder i er vi flere der flere gange om ugen skal sidde og tilføje det samme bilag til 15-20 posteringer, og det virker ikke særlig nutidigt at det er nødvendigt. Så det er virkelig ærgerligt at I ikke vil overveje at implementere dette.
En alternativ løsning kunne så være at der blev importeret tilhørende oplysninger til hver enkelt postering fra banken. Her mener jeg de oplysninger der ofte står nedenunder posteringer, når en regning er betalt via betalingsservice, f.eks. ved en elregning har man så forbrugssted og periode for afregningen. Disse oplysninger er jeg inde og hente efter jeg har importeret bankposteringerne til e-conomic. Dem eksporterer jeg til en pdf-fil, som jeg så skal sende til e-conomic, indlæse og derefter “adskille” til separate bilag for til sidst at skulle ind på hver postering og ind i ubehandlede, finde mit bilag og så vedhæfte det til min postering - det er virkelig tidskrævende. Så det ville være helt fantastisk hvis man kunne gøre den proces nemmere.