Hej Steen
Først vil jeg sige, at det er meget modigt af dig, at kaste dig ud i bogføringen selv, når du intet kender til det i forvejen. Der er MANGE ting der kan gå galt. Jeg kan varmt anbefale dig et kursus i bogføring hos Andreas Stahlberg eller Regnskabsskolen - så vil du være godt rustet til dit projekt. Du kan også alliere dig med en ekstern bogholder, der kan holde dig i hånden i den svære opstartsfase.
Dernæst til dit spørgsmål.
Et skrivebord og stol til firmaet kan med fordel posteres på småanskaffelser - konto 3617, hvis værdien er under 12.300 pr. stk. netto. På den konto er der tilknyttet en momskode I25, hvorved momsen bliver korrekt (Debet 3617 / kredit 5820 (bank) ). Den konto du har valgt (drift og inventar), hører under større indkøb, der skal afskrives over en årrække. Du skal som udgangspunkt bruge de konti, der ligger under resultatopgørelsen, og ikke under balancen, medmindre købet af en enkelt genstand er over kr. 12.300.
For at føre bogføringen retur skal du gå i bogføring, posteringer og indtaste bilagsnummeret. Helt til højre ud for det pågældnede bilag klikker du på ikonet vis transaktioner. Du får en popup, der viser det bogførte bilag. Ovenover posteringerne ses et ikon der hedder tilbagefør. Det klikker du på og udfylder en tekst; du får herefter posteringen ind i din kassekladde. Du skal ikke tage dig af, at den advarer dig imod, at bilagsnummeret er brugt tidligere. Det er ok. Du skal bare huske at skrive en god og forklarende tekst, f.eks. tilbageført pga manglende moms.
Herefter opretter du en ny linje med købet af skrivebordet og stolen, under samme bilagsnummer eventuelt.
Et godt råd er, at du aldrig bogfører kladden, før du har fået den tjekket af en kyndig person. Kassekladden i e-conomic er sat sådan sammen, at selvom du ikke bogfører (trykker på knappen bogfør), slår posteringen igennem i resten af systemet, hvis bare du husker at sætte hak i medtag kladdeposteringer, f.eks. i momsopgørelsen eller i saldobalancen.
Håber du kan hitte rede i forklaringen, ellers skriver du bare igen.
<p>
Mange hilsner<br />
Susanne Røssell<br />
<br />
Bogføring for små og mellemstore virksomheder og hjemmegjort e-conomic-nørd</p>