Hej Charlotte.
Det er godt, at du er glad for Inbox, men jeg har endnu ikke fundet fidusen i forhold til "Ubehandlede".
Jeg tror også, at det vil være godt, hvis e-conomic kunne definere forskellen mellem "Smart Inbox" og "Inbox". Du skriver, at du bruger Inbox. I min optik kan man sammenligne Ubehandlede og Inbox, idet de har det samme formål. Smart Inbox må vel være en udbygning af Inbox, hvor systemet genkender bilagsoplysninger, og anvender disse til konteringsforslag.
Men tilbage til Inbox. Det er vel snart et år siden, at den dukkede op. Efter min opfattelse dengang, var det blot en besværlig udgave af Ubehandlede, hvorfor jeg opgav den. Så sker der nu det, at e-conomic pludselig vil tvinge alle kunder væk fra Ubehandlede og i stedet bruge Inbox. Store protester fra os brugere, der sidder mange timer ved skærmen hver dag, og udnytter systemet til det yderste. Der har været mange frustrerede indlæg fra os, og til sidst lykkedes det at få beslutningen om at fjerne Ubehandlede, og erstatte det med Inbox, udsat, indtil der er fundet en løsning, der virkelig kan erstatte Ubehandlede.
Men det kniber fortsat for e-conomic, at leve op til forventningerne. Jeg kigger selvfølgelig på Inbox en gang imellem, og i dag har jeg f.eks. konstateret, at åbner man et bilag i Inbox i et nyt vindue, og derefter forstørrer eller formindsker bilaget, så forstørrer eller formindsker man samtidigt skærmbilledet i hele i e-conomics brugerflade. Var der nogen, der sagde test? Småting, ja måske, men efter 15 år på markedet, må den slags fejl ikke slippes ud i et arbejdsmiljø. Efterhånden er sådanne eksempler legio.